Syd for grænsen

Selvom vi i dag tænker på Hummel med stolthed over, at et dansk brand er blevet så populært, så skal vi faktisk en tur syd for grænsen. For det var her, humlebien først spredte sine vinger. Helt tilbage i 1919, før både Adidas og PUMA, var der to andre tyskere, som var i gang med at skabe en sportsgigant. Far og søn, Michael og Max Albrect Messmer, grundlagde virksomheden under navnet Messmer og Co. og lige fra starten havde de et stort fokus på fodboldens verden. I 1923 kommer navnet, Hummel, til og derfor bliver året det, som virksomheden selv betegner som opstartsåret.

Selvom de havde en flyvende start, var det ikke uden sine udfordringer. Efter opstarten fulgte nemlig tre turbulente årtier med masser af opslidende begivenheder og opgaver, der nemt kunne have sat virksomheden i knæ. Der var både nye ejere og navne, en skiftende økonomi i et udfordret land og under 2. Verdenskrig blev hovedkontoret bogstaveligt talt lagt i ruiner, da Hamburg fungerede som skydeskive for RAF. Heldigvis klarede de sig hen til 1961, som blev startskuddet til den virksomhed, vi kender i dag. Bernhard Weckenbrock overtog nemlig roret og var med til at modernisere Hummel. Der blev lagt et større fokus på at gøre mærket til et brand, hvor idrætsudøverne mærkede stolthed over at bære og repræsentere Hummel. Det var samtidig heromkring, at Weckenbrock udarbejdede det logo, vi kender i dag. De to vinkler, som er med til at symbolisere holdsport, progression og en passion for at vinde.

Og herfra gik det stærkt. I 1969 tilføjede man tøj til sortimentet, og man begyndte at lave nationaldragter. Selvfølgelig skulle hjemlandet have æren af at bære de første. Allerede i 1970'erne kom der dansk islæt til mærket, da det danske herrelandshold i fodbold fik nationaldragter. Faktisk, var det iført Hummel, at fodboldherrerne vandt EM i 1992. I 1984 fik Jørgen Vodsgaard og Max Nielsen ansvaret for at få Hummel ind på det danske marked, og man må sige, at de klarede opgaven med bravour. I løbet af 1980’erne blev Hummel officielt danskejet med nogle kendte ansigter som medejere i form af Frank Arnesen, Henning Jensen og Allan Simonsen. Dette bliver også startskuddet til nogle af de helt store sponsorater.

Fra Danmark til Diego

Kun et år efter, at Hummel indtog det danske marked, kunne de føre sig frem på fodboldscenen i 1985, da de blev sponsor for Real Madrid. Faktisk vandt holdet UEFA Cuppen det år, selvfølgelig iført det ikoniske humlebi logo og de velkendte vinkler. Herefter fulgte aftaler med nogle af de største klubber; Tottenham Hotspurs, Aston Villa, Verona og Werder Bremen. Hummel var officielt en af dem, man skulle holde øje med indenfor sportstøj. Efter Real Madrid og det danske landsholds sejr, så man også en kæmpe stigning i salget af fodboldtrøjer. Faktisk blev Peter Schmeichels ikoniske, flerfarvede trøje fra ‘92 så populær, at man genoptrykte den i 2013, da virksomheden kunne fejre 90 år som sportsgigant. Derudover skadede det bestemt heller ikke, at fodboldguden selv, Diego Maradona, var iført Hummel, da han spillede for Tottenham. 

Fagre, nye verden

Selvom Danmarks EM-sejr står som et af de største sportsøjeblikke for vores lille land, var 1990’erne et svært årti for Hummel. Heldigvis var der gode ting i sigte, og i 1999 kom Christian Stadil til. En mand der kom til at revolutionere brandet. Stadil fik nemlig Hummel på verdenskortet som et brand, der kunne mere end bare at producere sportstøj. Mærkets klassiske tracksuits blev sendt ud som gaver til nogle af tidens største kendisser og pludselig så man blandt andet Jennifer Lopez, No Doubt og Black Eyed Peas iført dragterne fra Danmark. Hummel var ved at udvikle sig et brand med et vist status symbol.

Under Stadil kom der også flere filantropiske tiltag til, og det handlede ikke kun om tøj og sko. Faktisk, kan Hummel bryste sig af at være det første mærke til at udvikle nationaldragter til Tibet. Støtten til det lille land var desuden også et politisk statement, som resonerede hos kunderne, der gerne så, at deres favoritbrands turde at tage en holdning og stå bag den. Kort efter opstartede Hummel deres Company Karma projekter, som handler om at gøre noget godt baseret på mentaliteten omkring karma; You get, what you give. I 2013 kunne de fejre 90-års jubilæum, hvor de desuden fandt styles frem fra arkiverne og bragte dem tilbage - flere fik også en moderne overhaling. 

Tilbage i 2016 kunne de tage en gammel titel på sig, da de igen blev hovedsponsor for det danske fodboldlandshold. Kun fire år senere bliver verden lammet af coronapandemien, men Hummel formår at løfte den svære opgave og får sikret sig sponsorater med blandt andet Everton FC, Astralis Group og det Europæiske Håndboldforbund. Sidstnævnte kommer til at definere en fremtid, hvor Hummel dominerer indenfor håndboldverdenen med sponsorater med blandt andet Veszprém, Vive Kielce, THW Kiel og Aalborg Håndbold. I Danmark sponsorer de i dag nogle af de største fodboldklubber og i udlandet tæller det blandt andet Rangers FC, Everton FC, SC Freiburg og mange flere. Men det endelige punktum, for nu, kan sættes i 2022, hvor de kan fejre en årsomsætning på 2 mia. DKK.

Hummel hos Havanna Shoes

Hos Havanna Shoes er Hummel også et af vores bedst sælgende brands. Succeshistorien omkring det lokale, danske brand er en favorit hos vores kunder og, hvis vi skal være ærlige, hos os selv. Kvaliteten er til at se og føle, og et par Hummel sneakers bliver uden tvivl en favorit i garderoben. Det danske brand har også en særlig evne til at kreere retro styles, der aldrig går af mode, men hvor der altid er inkorporeret moderne touches. Gå på opdagelse i vores store udvalg og se selv, hvordan Hummel unægteligt bliver en garderobefavorit.